Brunsvigersnegle

Kan du ikke lave opskrifter på sunde kager? “Øh NEJ”

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg får det her spørgsmål så ofte, men det gør jeg altså. Tænker at jeg ikke er den eneste, så here it goes…

Jeg er ikke ligefrem særlig fitness-agtig at se på, nok fordi min racercykel har været i brug under 10 gange de sidste to år lagt sammen. Jeg tog 14kg på under bagedysten og kunne man lave en timelapse video fra de 9 programmer, vil man se mig hæve, som en god gærdej. Men stadig er der nogen, som tænker, “gad vide om Jesper ikke vil lægge nogle sunde opskrifter på kager op”. Men her er en spoiler,  det vil han ikke, han vil faktisk hellere brække en arm.

 

Sunde kager er en selvmodsigelse

I nudansk ordbog står: Kage = sødt bagværk der især serveres til kaffe eller te eller som dessert findes i mange forskellige størrelser og typer, fx wienerbrød, småkager, tørkager, flødeskumskager og skærekager. 

 

Jeg har fuld forståelse for, at man har lyst til en sund livsstil, eller at man har behov for at tabe sig. Kæmpe skud ud til dem, der virkelig sætter sig mål for deres mad og træning og kæmper for at gennemføre dem. Men helt ærligt, man behøver altså ikke være fanatisk med mad, og hvis du endelig skal synde, så gør det dog ordentligt. Dermed ikke sagt, at man skal slippe koblingen og æde 4 flødeskumskager, men en lille romkugle eller et godt stykke chokoladekage, må man da give dig lov til, bare en gang imellem, ellers bliver livet sgu da for trist?

 

Det er desværre ikke kun kagerne det drejer sig om: Hvorfor er danskere så opsat på Sunde kager, Blomkålspizza, Grøntsagspasta og alt muligt andet, der skal ligne noget det ikke er?

Der findes vanvittigt meget lækkert mad, som er sundt, fyldt med vitaminer, og som kan hjælpe dig med at tabe dig, hvis du har de lyster. Men hvorfor denne folkesygdom, med at forklæde maden, som andre velkendte retter? En blomkålspizza er IKKE en pizza, så kald den dog noget andet… Mange pizzeriaer er også begyndt med fuldkornsbunde, STOP JER SELV. Hvis du har besluttet dig for pizza, så spis en pizza. Du kan spise en salat, en grøntsagssuppe eller noget anden sundt dagen efter, så går regnestykket nok op alligevel. Dit kalorieregnskab bliver altså ikke markant bedre for 85g fuldkornsmel fremfor 85g af det hvideste Tipo-00 mel, men jeg lover dig, du bliver markant lykkeligere af den rigtige pizza, 100% fri for blomkålsbund og fuldkorn.

Hvis du endelig vil have et sundt alternativ til kage, så spis en gulerod og drik et glas vand. Hvis du gør det 29 dage om måneden, så lover jeg, at der altså er rigeligt plads til et stykke kage den 30. dag.

 

Til inspiration er her et par fuldfede jordbærtærter med kalorier nok til en mindre provinsby.

 

 

//Forstadsfar

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brunsvigersnegle